Til toppen
Til toppen
Få et rejsetilbud
Image Alt

Asien Travel

Cykelferie i Thailand

Cykelferie i Thailand

På en cykelferie i Thailand vil du have mulighed for at komme helt tæt på lokalbefolkningen og opleve, hvordan livet leves i de ydre regioner af det fantastiske land. Vælger du at tage på cykelferie i Thailand, vil du opleve en masse områder, som du ellers ikke ville have besøgt. Ønsker du samtidig en aktiv oplevelse, så er en cykelferie måske noget for dig.

Følelsen af at cykle på lokale veje uden andre trafikanter og samtidig være omgivet af den fantastiske natur er en helt unik og speciel oplevelse. Samtidig giver denne form for ferie også gode muligheder for at møde nye mennesker fra andre nationer, der også har valgt at tage på cykelferie i Thailand. Vi har et tæt samarbejde med SpiceRoads, der arrangerer cykelture i det meste af Asien og Europa. Vi har derfor mulighed for at hjælpe med at finde den perfekte løsning til jer, om det gælder en fuld cykelferie i Thailand, eller blot som en del af ferien. De forskellige ture er opdelt efter sværhedsgrader, hvilket gør, at man nemt kan finde en rute, der passer til ens niveau.

Asien Travel har været med SpiceRoads på en mountainbike tur fra Chiang Mai til Chiang Rai, der løber igennem nogle af Thailands flotteste områder. Her kan du læse lidt om, hvordan vores oplevelser var på den tur og lade dig inspirere til selv at tage på en cykelferie i Thailand. Turen er på 4 dage og indeholder 130-150 km cykling alt efter gruppens fysiske form. Gruppens størrelse varierer alt efter tilmelding, men dog vil der maksimalt være 16 personer med i gruppen.

Cykelturens Højdepunkter

Turen starter ved vandfaldet Bua Tong, der ligger små 40 minutters kørsel fra Chiang Mai by.

Efter ankomst til Bua Tong var der god tid til at se selve vandfaldet og området omkring det. Vandfaldet er utrolig smukt og betragtes som et af de flotteste i nordthailand. Herefter var det tid til at få tilpasset cyklerne og så ellers af sted igen. Cykeludstyret, som man får udlevet, er af god kvalitet, og afhænger af hvilken rute, man skal ud på. På denne rute var det Trek mountainbikes med 21 gear og frontstøddæmper, hvilket var rigeligt til denne tur. Har man sit eget udstyr med, er der selvfølgelig også mulighed for at medbringe og anvende dette.

Efter en lille smule kørsel på hovedvejen drejede vi fra og fortsatte på en blanding af landsbyveje og grusveje. Man får en fantastisk velkomst, når man er på cykelferie i Thailand, og kører igennem de mange små landsbyer, hvor folk stopper op, vinker, smiler og hilser på én, som man passerer dem. Undervejs er der god mulighed for at stoppe op, hvis man ser noget spændende eller gerne vil tage nogle billeder. Der er også lagt små stop ind på ruten, hvilket midt i december blandt andet indebar et besøg ved en lokal mølle, der sørger for forarbejdningen af de riskorn, der blev høstet i området.

Det næste stop var ved dæmningen Mae Ngad, hvor der også blev serveret en lækker frokost. Frokosten bestod af forskellige thailandske retter, som blev bestilt i fælleskab. Restauranten ligger placeret i den ene ende af dalen, med en fantastisk udsigt over søen. Efter pausen fortsatte turen mod det resort, hvor vi tilbragte natten. På vejen dertil gik turen igennem områder, hvor der blandt andet dyrkes majs, ris, papaya og palmeolie.

Tager man på cykelferie i Thailand i høstsæsonen er der mulighed for at stoppe og hjælpe lidt til, hvilket er en meget spændende og anderledes oplevelse. Igen blev vi mødt af en masse smilende mennesker, der efter at dømme ud fra deres mange grin syntes, at vi var et underholdende indslag på en lang arbejdsdag. Herefter går turen videre igennem små landsbyer og ujævne grusveje, hvilket dog ikke kræver de helt store evner på en cykel. Efter en cykeltur på godt 30 km ankom vi til Royal Ping Resort og Spa, hvor der var tid til at slappe af i poolen eller nyde en gang massage til de ømme ben. Om aftenen nød vi en fælles middag, og der var mulighed for at få snakket om dagens oplevelser og lære hinanden lidt bedre at kende.[/vc_column_text]

Efter en god nats søvn startede turens anden dag med en kort køretur fra Royal Ping Resort til Chiang Dao grotten, som bliver besøgt, før dagens cykeltur påbegyndes. Chiang Dao grotterne og den lille by omkring er et hyggeligt sted at gå rundt med små templer og lokale, der sidder og laver forskellige typer håndværk. Efter besøget er det op på cyklerne og så af sted. Næste stop er ved nogle varmekilder små 10 km fra Chiang Dao. Her er der mulighed for at få hvilet fødderne eller hele kroppen i det naturligt opvarmede vand. Efter et kort ophold fortsætter turen imod næste stop, hvor der også blev serveret frokost. Turen dertil bød på en masse offroad kørsel, igennem nogle små landsbyer og skove.

Efter frokost fortsatte vi turen på nogle små grusveje. Solen står højt på himlen. Ingen vind. Bare dig og naturen i harmoni med hinanden. Landskabet sørger for udfordringerne, mens du står for hestekræfterne. Udfordringerne glemmes dog hurtigt, når solens stråler oplyser det orangerøde grus, der kombineret med de grønne marker, skaber et overvældende farvemekka. Du har Si Lanna Nationalparken på den ene side og udsigt over dalen og Chiang Dao bjerget på den anden. Alle disse indtryk fremkalder en følelse af at være til og af at være i nuet. En fantastisk oplevelse.

Området, vi befandt os i, gav masser af mulighed for at gøre hold ved forskellige plantager for at se, hvordan bønderne høster. Dette afhænger igen af, hvilken tid på året, man vælger at tage på cykelferie i Thailand. Turen fortsætter via små lokale veje, der fører igennem landsbyer, plantager og ned ved små søer, hvilket er en fantastisk afslappende oplevelse, til trods for at vi havde siddet på cyklen hele dagen. Generelt er der på hele turen en god balance med at være atktiv og blive forkælet. Dette gælder fx de små stop der er på de enkelte dage, hvor man som det første får tilbudt en kølig vådserviet. Derudover får man severet frisk frugt, kiks, lokale thai delikatesser samt forskellige drikkevarer. Der er desuden fuld forplejning på turen, i form af måltider og snacks.

Efter en lang dag ankom vi til Siamoon Bury Resort, hvor vi blev indlogeret på nogle meget lækre værelser og også her fik mulighed for at få massage, slappe af ved poolen eller tage en lille lur. Om aftenen var der igen fællesmiddag og live musik som underholdning.

Turens tredje dag var turens længste på ca. 62 km. Turen startede fra Siamoon Bury Resort og gik herefter imod et landbrugsområde, der bød på besøg på hvidløgsmarker og dyrefarme. Frokosten blev nydt i byen Fang, hvor menuen stod på den nordthailandske specialitet Khao Soi på en lille lokal restaurant. Fang er egentlig rutens normale stop ved 47 km, men hvis guiden mener, at gruppens form er til det, fortsætter man og kører de 15 km ekstra. Netop tilpasning af turen efter gruppens fysiske form gør, at alle kan være med, og at alle har en sjov cykelferie i Thailand. Efter turens afslutning blev vi kørt til Huai Khum Resort, der ligger isoleret oppe i bjergene. Resortet ligger ved en af Lahu stammens landsbyer, og samtidig ned til Kok River, hvilket skabte en helt speciel atmosfære. Efter indcheckning var der mulighed for at slappe af indtil aftensmaden, hvor der var underholdning fremført af Lahu stammens børn.

Turens sidste dag startede med morgenmad i resortets restaurant med udsigt over floden. Herefter cyklede vi ca 6 km til én af Lahu stammens landsbyer, hvorfra vi tog med en longtail boat i ca 45 min ned af floden. Oplevelsen af at suse ned af floden omgivet af bjerge og den uberørte natur, giver en speciel følelse. Du er placeret som tilskurer til en scene du ikke troede eksisterede i Thailand, sving efter sving overvældes du af nye storslåede kulisser der er med til at danne rammen om en fantastisk afslutning. Efter den flotte bådtur blev vi sat af ved en lille landsby, hvorfra vi fortsatte turen på cyklerne, som blev medbragt i båden. Før vi forlod landsbyen var der mulighed for at købe noget af det håndværk, de lokale har fremstillet. Turen fortsatte langs med floden, indtil vi nåede til Rummit Karen village, hvor vi besøgte en elefant camp. Ved campen er der mulighed for at ride en tur på elefanterne eller købe noget mad, så man kan fodre dem. Der er også mulighed for at købe noget at drikke eller finde souvenirs fra boderne.

Efter pausen fortsatte turen langs floden og det smukke landskab før vi nåede Chiang Rai og her nød en sidste frokost sammen. Dette er enden på den fantastiske cykeltur. Herefter vil man blive transporteret til sit hotel i Chiang Rai, hvis man skal blive i byen, ellers er der mulighed for at køre med tilbage til Chiang Mai.

Har vores oplevelser inspireret dig og har du fået mod på at prøve kræfter med en cykelferie i Thailand, så kan Asien Travel hjælpe. Asien Travel har mange års erfaring med rejser i Asien og kan hjælpe med at sammensætte en rejse efter jeres ønsker. Læs mere om vores rejser i Nordthailand her

[/vc_column][/vc_row]

Vind et rejsegavekort

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og deltag i konkurrencen om et rejsegavekort på 3.000 kr.

 

Vi trækker en vinder hvert kvartal. Nyhedsbrevet kan til enhver tid afmeldes.