HomeCategory

Thailand

Singapore, Angkor Wat og Khao Lak

Glæd dig til en fantastisk rejse til tre meget forskellige lande i Asien, hvor I oplever futuristisk storbyliv i Singapore, fascinerende kulturhistorie ved Angkor i Cambodja og afslappende strandliv i Khao Lak i Thailand. Rejsen kombinerer moderne arkitektur, levende bymiljøer, storslåede templer og brede sandstrande i en rundrejse med mange kontraster.

I begynder i Singapore, som er en af Asiens mest moderne og velfungerende storbyer. Her møder kolonihistorie, farverige kvarterer og ikoniske områder som Marina Bay og Gardens by the Bay hinanden i en by, der er let at opleve på egen hånd. Chinatown, hawker-markeder, skyline og grønne byrum gør Singapore til en spændende start på rejsen.

Herefter går turen til Siem Reap i Cambodja, som er indgangen til det legendariske Angkor-område. Angkor er et af Sydøstasiens vigtigste arkæologiske områder og strækker sig over cirka 400 km² med templer, vandanlæg og historiske levn fra Khmer-rigets storhedstid. Her venter store oplevelser ved blandt andet Angkor Wat, Ta Prohm, Angkor Thom og det hellige Phnom Kulen-bjerg.

Rejsen afsluttes i Khao Lak på Thailands vestkyst, hvor brede sandstrande, rolig feriestemning og gode resorts danner rammen om de sidste feriedage. Khao Lak-kysten er kendt for sine lange strande, frodige omgivelser og nærhed til naturoplevelser i Phang Nga-området. Det er en dejlig base for ren afslapning og eventuelle udflugter.

Rejsen er baseret på 13 nætter i Asien og egner sig godt til både par og familier, der ønsker at kombinere storby, kultur og strandferie i én og samme rejse.

Fra Nordthailand til Laos

Denne rejse er bygget som en oplevelsesrig rute fra Nordthailand ind i Laos, hvor tempoet veksler mellem aktive dage og god tid til at nyde stederne. I starter med Chiang Mai, hvor to nætter giver jer tid til at lande, mærke stemningen i den gamle bydel og komme i feriestemning.Herefter fortsætter I på en 3-dages rundtur gennem det frodige Nordthailand. Undervejs oplever I grotter ved Chiang Dao, sejler i longtail boat på Kok River, besøger teområderne omkring Doi Mae Salong og nyder udsigter mod Myanmar. I kommer også forbi Mae Sai og den berømte Gyldne Trekant, hvor Thailand møder Laos og Myanmar. Rundturen slutter i Chiang Rai hvorefter I krydser grænsen ved Chiang Khong og fortsætte ind i Laos ad Mekongfloden.

I Laos venter et stemningsfuldt 2-dages Mekong cruise til Luang Prabang, hvor natur, flodliv og kulturstop undervejs gør rejsen til en oplevelse i sig selv. I Luang Prabang har I tre nætter med både bytur, Baci-ceremoni og en hands-on oplevelse med risdyrkning og lokalt natteliv. Rejsen rundes af med Laos’ high-speed train til Vientiane, hvor I har tid til en inkluderet byrundtur og en rolig fridag, inden afrejse eller evt. forlængelse af rejsen.

Bedste rejseperiode er oktober til april, hvor vejret typisk er mest stabilt.

Thailand Rundrejse – Kongebyer og Togrejse

Denne rejse fører dig til hjertet af det nordlige Thailand – et område rig på kultur, historie og smukkee landskaber. Du begynder i den atmosfærefyldte by Chiang Mai, som i århundreder var hovedstad i det gamle Lanna-kongerige, grundlagt i 1296. Her oplever du byens blanding af tradition og modernitet: gyldne templer, livlige natmarkeder, hyggelige caféer og et blomstrende kunst- og kulturliv. Du besøger det hellige Doi Suthep-tempel, der troner majestætisk over byen, og nyder en fredelig bådtur på Mae Ping-floden, som snor sig gennem Chiang Mai.

Herfra går turen videre til Phrae – en af Nordthailands bedst bevarede hemmeligheder. Denne rolige provinsby gemmer på smukke gamle teaktrævillaer, buddhistiske templer og spor fra tiden under Østasiatisk Kompagni. Du cykler gennem byens stille gader, møder novice-munke i et lokalt kloster og får et indblik i dagligdagen i en thailandsk provinsby.

Næste stop er den historiske by Sukhothai, Thailands første hovedstad og vugge for thailandsk skrift og arkitektur. På cykel udforsker du det UNESCO-fredede historiske parklandskab med templer og lotusdækkede damme. Du besøger også den mere ukendte, men stemningsfulde Si Satchanalai, som var en vigtig satellitby i Sukhothai-riget. Om aftenen stiger du ombord på nattoget mod Bangkok.

Rejsen afrundes med strandferie på to af Thailands smukkeste øer – Koh Chang og Koh Kood. Her venter tropisk regnskov, krystalklart vand, palmefyldte strande og fredfyldte dage i smukke omgivelser – perfekte til ro, snorkling og dage på stranden

Rundrejsen er med følgeskab af engelsktalende lokalguide og på privat basis, dvs. kun for jer

Rundrejse i Nordthailand

Denne rundrejse tager dig med fra Nordthailands frodige højland til kystens rolige strande ved Hua Hin. Undervejs oplever du både storslået natur, kulturelle perler og det lokale liv uden for alfarvej.

Rejsen starter i charmerende Chiang Mai, Thailands kulturhovedstad mod nord. Byen er kendt for sine mere end 300 templer, gamle bymure og livlige aftenmarkeder. Her har du tid til at udforske i dit eget tempo – måske med et besøg i det historiske tempel Wat Phra Singh eller i Den Gamle Bydel.Fra Chiang Mai går turen mod sydvest til Doi Inthanon, Thailands højeste bjerg (2.565 meter). Her venter enestående udsigter, dramatiske vandfald og den kølige bjergluft. Du besøger kongelige pagoder og får indblik i livet i de etniske gruppers landsbyer – fx Karen- eller Hmong-folket.

Rejsen fortsætter mod vest gennem spektakulære bjerglandskaber til den afsidesliggende provins Mae Hong Son. Her finder du en rolig og traditionsrig del af Thailand, hvor burmesisk-inspirerede templer som Wat Chong Kham spejler sig i bjergsøer, og varme kilder damper i den friske morgenluft. Området har længe været hjemsted for etniske minoriteter og indfødte grupper.

Et af rejsens højdepunkter er Den Gyldne Trekant, hvor Thailand, Laos og Myanmar mødes. Regionen var i årtier kendt for sin opiumproduktion og smuglerhistorier. I dag kan du besøge det informative Opium Museum og tage en sejltur på Mekongfloden, der skaber den naturlige grænse mellem landene. Du kommer også til Mae Sai, Thailands nordligste by, hvor det lokale marked bugner af varer fra nabolandene.I Chiang Rai møder du både fortid og nutid. Det ikoniske Hvide Tempel (Wat Rong Khun) er et moderne mesterværk fyldt med symbolik og overraskelser. Du kan også tage på cykeltur gennem det fredelige landskab og opleve hverdagslivet tæt på.

Rundrejsen afsluttes på Koh Chang. Her venter smukke strande, palmesus, tropiske bjerge og gode muligheder for udflugter og snorkling.

Rejsen er med privat engelsktalende guide og chauffør, og vi tilpasser programmet efter dine ønsker.

Chiang Mai, Den Gyldne Trekant og Koh Chang

Denne oplevelsesrige rejse tager dig med til det autentiske Nordthailand og afsluttes med afslappende dage på den øen Koh Chang.

Rejsen begynder i stemningsfulde Chiang Mai – Thailands næststørste by og tidligere hovedstad i det gamle Lanna-kongerige, som eksisterede fra det 13. til det 18. århundrede. Her har du god tid til at udforske byen i dit eget tempo: besøg den charmerende gamle bydel med sine smalle gader og templer, oplev det farverige natmarked, tag en tur til det trendy område Nimmanhaemin Road, eller besøg det ikoniske tempel Doi Suthep, der troner højt over byen.

Herfra går turen nordpå gennem frodige bjerglandskaber til den lille landsby Tha Ton nær grænsen til Burma. Undervejs besøger du en orkidéfarm og sejler i longtailbåd ad den naturskønne Kok-flod. Du stopper i små landsbyer og får indblik i livet hos lokale etniske grupper, herunder akha- og lisu-folkene, som stadig lever med stærke traditioner og farverige dragter.

Et af rundrejsens højdepunkter er Den Gyldne Trekant, hvor Thailand, Laos og Myanmar mødes ved Mekongfloden. Området var i mange år centrum for den internationale opiumshandel – i 1960’erne og 70’erne et af verdens største produktionsområder. Du får indsigt i denne dramatiske historie ved et besøg på Opiumsmuseet, og du sejler en tur på Mekongfloden. I grænsebyen Mae Sai oplever du det livlige marked og den særlige stemning ved grænsen – og du har mulighed for at møde de langhalsede kvinder fra karen-folket.

I Chiang Rai ser du det berømte Hvide Tempel, Wat Rong Khun – en moderne arkitektonisk perle skabt af kunstneren Chalermchai Kositpipat – og oplever byen på en hyggelig cykeltur. Herefter går turen sydpå med fly til tropeøen Koh Chang, hvor regnskov, vandfald og kridhvide sandstrande danner rammen om rejsens afslappende afslutning.

Rundrejsen foregår på privat basis med engelsktalende lokalguide og chauffør – kun for jer.

Angkor templer og paradisøer i Thailand

Rejsen begynder i Cambodja og fører dig direkte ind i hjertet af én af verdens mest storslåede kulturskatte – Angkor-templerne nær Siem Reap. Angkor var hovedstad i det mægtige Khmerrige, der blomstrede mellem det 9. og 15. århundrede og på sit højeste strakte sig over store dele af Sydøstasien. Den arkæologiske park dækker mere end 400 km² og rummer over tusind templer og ruiner, hvoraf mange stadig står som majestætiske vidnesbyrd om et rige, der var teknologisk og kunstnerisk langt forud for sin tid.

Hovedattraktionen er det ikoniske Angkor Wat – verdens største religiøse monument og et symbol på Cambodjas nationale stolthed. Templet blev oprindeligt opført som et hinduistisk tempel i begyndelsen af 1100-tallet af kong Suryavarman II og er i dag et mesterværk af khmer-arkitektur med sine fem tårne, detaljerede basrelieffer og geometriske symmetri. Ved solopgang kaster solen sine første stråler på de storslåede tårne, og stemningen er næsten overjordisk. Men Angkor Wat er kun begyndelsen. Du kan også opleve det gådefulde Bayon-tempel med sine over 200 udskårne ansigter, der stirrer ud i alle retninger, og Ta Prohm – kendt for de gigantiske trærødder, der smyger sig gennem de gamle sten. Templerne er omgivet af frodig jungle, hvilket kun forstærker den magiske stemning.

Rejsen inkluderer også et besøg ved Tonle Sap-søen – Sydøstasiens største ferskvandssø og livsnerve for millioner af cambodjanere. Her sejler du gennem flydende landsbyer, hvor huse, skoler og markeder balancerer på pæle eller flyder på tønder. Du får et unikt indblik i det lokale liv og traditionelle fiskemetoder, som har ændret sig meget lidt gennem generationer.

Efter et par uforglemmelige dage i Cambodja går turen mod grænsen til Thailand og videre til øerne Koh Chang og Koh Kood. Her venter strandliv, palmer og afslapning i smukke tropiske omgivelser.

Koh Lanta – Tropisk Eventyr og Palmestrande

Koh Lanta ligger i Andamanerhavet, cirka 2½ times kørsel sydvest for Krabi Lufthavn. Øen byder på lange, børnevenlige sandstrande, frodig natur og masser af udflugtsmuligheder – både til lands og til vands. Koh Lanta er især populær blandt børnefamilier takket være den rolige trafik, mulighed for familiebungalows og en afslappet atmosfære uden hektisk natteliv.

Lej en longtailbåd med lokal kaptajn og udforsk det smukke øhav omkring Koh Lanta. Øerne Koh Mook, Koh Kradan, Koh Ngai og Koh Phi Phi ligger alle inden for rækkevidde og gør øen til et ideelt udgangspunkt for øhop i det sydlige Thailand.

Koh Lanta – og mere præcist Koh Lanta Yai – er et attraktivt alternativ til de mere turistede områder som Phuket. Øen er cirka 22 km lang fra nord til syd og rummer alt fra mangroveskove, templer og små bymiljøer til hyggelige gadekøkkener og fantastiske strande med god plads. For de eventyrlystne er der rig mulighed for at komme tæt på naturen: Tag på trekking i junglen, oplev øens mangroveområder eller prøv kræfter med snorkling og dykning. Området omkring Hin Daeng, Hin Muang og Koh Haa er kendt for farverige koralrev og rigt undervandsliv.

Siden 2007 har vi haft servicekontor på Koh Lanta, centralt placeret nær Saladan. Vi tilbyder et bredt udvalg af udflugter. Glæd dig til Tropisk eventyr og palmestrande på Koh Lanta.

River Kwai, Bangkok og strandferie

Denne rejse begynder i Bangkok, hvor storbyens liv, templer og shopping venter. Herfra går turen vestpå til Kanchanaburi, beliggende cirka 2½ times kørsel fra hovedstaden. Regionen er tæt knyttet til historien fra Anden Verdenskrig, hvor japanerne under besættelsen byggede dele af den berygtede Dødens Jernbane. Arbejdet blev udført af asiatiske arbejdere og allierede krigsfanger under umenneskelige forhold, og tusinder mistede livet. Her besøger du mindesmærker, museer og kirkegårde, der fortæller om krigens ofre, og du oplever den verdensberømte Bro over floden Kwai samt en historisk togtur gennem det smukke landskab.

Udover historien venter store naturoplevelser. Floderne Kwai Noi og Kwai Yai slynger sig gennem frodige omgivelser med regnskov, klipper og små landsbyer. Du sejler i longtailbåd, går til udsigtspunkter og mærker naturen tæt på. Rejsen giver dig to særlige overnatningsoplevelser: én nat i den prisvindende Hintok River Camp, en stemningsfuld teltlejr med komfort og en unik naturpool ved floden, og én nat på det ikoniske The FloatHouse River Kwai, et flydende resort med villaer bygget direkte på vandet, omgivet af jungle og fredfyldt natur.

Rejsen afrundes med strandferie – enten klassisk badebyliv i Hua Hin, med markeder, restauranter og liv langs kysten, eller tropeø-stemning på Koh Chang, hvor regnskov, palmestrande og krystalklart vand danner rammen om afslappende dage.

Khao Sok Regnskov og Strand

Oplev en af verdens ældste regnskove og glæd dig til store naturoplevelser i Khao Sok Nationalparken i Sydthailand. Her kan du bo i unikke treetop houses midt i junglen eller i flydende bungalows på den smaragdgrønne Cheow Lan-sø. Rejsen kombineres med afslappende dage på stranden ved Khao Lak, Krabi eller Koh Lanta – eller helt efter dine ønsker.

Regnskoven i Khao Sok er mere end 160 millioner år gammel og dermed en af verdens ældste. Her venter dramatiske kalkstensformationer, brusende floder, stille søer og tropiske vandfald. Nationalparken er hjemsted for et rigt dyreliv med bjørne, rådyr, vilde elefanter, tigre og flere abearter. Over 300 fuglearter er registreret her, og botanisk interesserede kan opleve den sjældne rafflesia kerrii – verdens største blomst, der kan blive op til 80 cm i diameter. Parken har et stort netværk af vandrestier, som gør det nemt at udforske junglen til fods. Du kan tage på guidede trekkingture, sejlture på søen eller blot nyde roen og de spektakulære omgivelser. Den bedste tid at besøge Khao Sok er fra december til april, hvor vejret er tørt og klart.

Vi tilbyder overnatning både i treetop houses, hvor du bor højt hævet midt i regnskoven, og i flydende bungalows på Cheow Lan-søen, hvor du vågner op omgivet af jungle og kalkstensbjerge. Begge indkvarteringsformer har familieværelser, hvilket gør rejsen velegnet til både familier, par og singler. Efter junglens eventyr fortsætter rejsen med strandferie. Du kan vælge mellem Khao Lak, kendt for sine brede sandstrande og afslappede stemning, Krabi, med ikoniske kalkstensklipper og små øer, eller Koh Lanta, hvor tempoet er lavt og atmosfæren hyggelig. Ønsker du mere øhop, hjælper vi også gerne med at forlænge turen til de små tropiske øer syd for Koh Lanta, som fx Koh Mook eller Koh Ngai.

Rejsen er baseret på 12 nætter, heraf 3 nætter i Khao Sok og 9 nætter ved stranden. Fordelingen kan naturligvis tilpasses, så den passer til dine ønsker.

Koh Chang – Strande, Regnskov og Øhop

Koh Chang er et af Thailands nyere rejsemål. Først i starten af 2000’erne begyndte turister for alvor at finde vej til denne smukke ø, som i dag stadig føles som en velbevaret hemmelighed. Øen er Thailands næststørste – kun overgået af Phuket – men en stor del af Koh Chang er dækket af tæt, tropisk regnskov og dramatiske bjergformationer. Det betyder, at kun en begrænset del af øen er udviklet til turisme, hvilket bevarer øens naturlige skønhed og rolige atmosfære.

Langs vestkysten finder du øens hovedvej, der bugter sig gennem landskaberne og forbinder de mange strande, små bymiljøer og hyggelige bungalowresorts. Her ligger de fleste hoteller direkte ud til havet, og kyststrækningen strækker sig over ca. 30 km med sandstrande som White Sand Beach, Klong Prao og Lonely Beach. På grund af Koh Changs status som del af en beskyttet nationalpark, må bygninger ikke overstige tre etager, hvilket sikrer en harmonisk og lav bebyggelse.

Østsiden af øen er mere lokal og mindre besøgt. Her finder du landsbysamfund, skoler, små havne, mangroveskove og udsigtspunkter – og der er mulighed for både at udforske området på egen hånd eller tage med på en af vores guidede udflugter.

Koh Chang byder på en ferie i nedsat tempo, hvor naturen er i centrum. Her venter frodig regnskov, smukke sandstrande, afslappet stemning og gode muligheder for at tage på bådture, vandreture eller bare nyde livet i en bungalow tæt på stranden.

Asien Travel

Vi er et dansk rejsebureau etableret i 2010. Vi skræddersyr rejser til Øst-, Sydøstasien og Indonesien. Vi er medlem af den danske Rejsegarantifond.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få først besked om rejsetilbud og kampagner – vi trækker lod om et rejsegavekort på 7.500 kr. hvert kvartal.


Besøg os på Sociale Netværk

“All Rights Reserved by AsienTravel.DK 2025″© Asien Travel ApS (CVR.32890369). Alle priser er vejledende, og vi tager forbehold for ændringer, fejl, prisstigninger og udsolgte fly osv.