Denne rejse begynder i Bangkok, hvor storbyens liv, templer og shopping venter. Herfra går turen vestpå til Kanchanaburi, beliggende cirka 2½ times kørsel fra hovedstaden. Regionen er tæt knyttet til historien fra Anden Verdenskrig, hvor japanerne under besættelsen byggede dele af den berygtede Dødens Jernbane. Arbejdet blev udført af asiatiske arbejdere og allierede krigsfanger under umenneskelige forhold, og tusinder mistede livet. Her besøger du mindesmærker, museer og kirkegårde, der fortæller om krigens ofre, og du oplever den verdensberømte Bro over floden Kwai samt en historisk togtur gennem det smukke landskab.
Udover historien venter store naturoplevelser. Floderne Kwai Noi og Kwai Yai slynger sig gennem frodige omgivelser med regnskov, klipper og små landsbyer. Du sejler i longtailbåd, går til udsigtspunkter og mærker naturen tæt på. Rejsen giver dig to særlige overnatningsoplevelser: én nat i den prisvindende Hintok River Camp, en stemningsfuld teltlejr med komfort og en unik naturpool ved floden, og én nat på det ikoniske The FloatHouse River Kwai, et flydende resort med villaer bygget direkte på vandet, omgivet af jungle og fredfyldt natur.
Rejsen afrundes med strandferie – enten klassisk badebyliv i Hua Hin, med markeder, restauranter og liv langs kysten, eller tropeø-stemning på Koh Chang, hvor regnskov, palmestrande og krystalklart vand danner rammen om afslappende dage.


