HomeCategory

Kultur

Nordvietnam Rundrejse

Nordvietnam er en region fyldt med kontraster – fra landets højeste bjerge til lavtliggende rismarker, fra travle byer til afsides bjerglandsbyer. Området omkring Sapa ligger i Hoàng Liên Son-bjergene, der er en del af Himalaya-kæden, og rummer Vietnams højeste bjerg, Fansipan, på 3.147 meter. Her lever H’mong-, Dao- og Tay-minoriteterne, som har boet i området i århundreder og stadig praktiserer gamle traditioner. Deres farverige klædedragter og håndværk fortæller historier om både kulturarv og hverdag i bjergene. Sapas landskab er ideelt til trekking gennem terrasserede rismarker, bambusskove og små landsbyer, hvor gæstfriheden er en del af oplevelsen.

Rejsen kombinerer Sapas bjerglandskab med Halong-bugten – et UNESCO-verdensarvsområde, dannet over millioner af år af kalkstensklipper, der rejser sig dramatisk af smaragdgrønt vand. Arkæologiske fund viser, at mennesker har boet her for over 20.000 år siden. Ifølge vietnamesisk legende blev bugten skabt af drager, der kastede perler i havet for at danne de mange øer som et skjold mod fjender. Du overnatter på Cat Ba, den største ø i bugten, kendt for sine frodige nationalparker, unikke kalkstensgrotter og rolige strande.

I hovedstaden Hanoi møder du en fascinerende blanding af fransk kolonialarkitektur og vietnamesisk kulturarv. Byen har været Vietnams politiske centrum i over 1.000 år og er hjemsted for historiske seværdigheder som Ho Chi Minhs Mausoleum, Den Litterære Pagode fra 1070 og den gamle bydel med smalle gader, der afspejler gamle håndværkslaug.

Turen inkluderer også Mai Chau-dalen, omgivet af grønne bjerge og rismarker, hvor du bor hos Muong-minoriteten i et traditionelt homestay. Her oplever du dagliglivet tæt på og får indblik i lokale skikke. I Ninh Binh – ofte kaldt "Halong på land" – sejler du mellem majestætiske klippeformationer og rismarker i Trang An-området, som også er på UNESCO’s liste. Her finder du både naturlige huler og historiske templer, der fortæller om Vietnams fortid som kongerige.

Sydvietnam – Højland og Phan Thiet strand

Ferien begynder i storbyen Ho Chi Minh City – bedre kendt som Saigon – Vietnams pulserende økonomiske kraftcenter. Byen er et fascinerende møde mellem gammelt og nyt, hvor franske kolonibygninger, buddhistiske pagoder og moderne skyskrabere står side om side. Tag på opdagelse i byens mange markeder og museer, nyd den livlige stemning og “verdensklasse kaotisk trafik”. Dagene byder byrundtur i Saigon samt udflugt til de berømte Cu Chi-tunneller, et underjordisk netværk brugt af Viet Cong under Vietnamkrigen.

Herefter går turen til Phan Thiet, som ligger smukt ud til Det Sydkinesiske Hav. Her venter brede sandstrande, palmer og afslappet stemning, men området byder også på spændende udflugtsmuligheder. Oplev de røde og hvide sandklitter ved Mui Ne – et nærmest ørkenagtigt landskab – eller gå en tur i Fairy Stream, en lavvandet flod omgivet af klippeformationer i røde og hvide nuancer. Besøg lokale fiskerlandsbyer og oplev den farverige havn, hvor fiskerbåde i træ ligger tæt fortøjret.

Rejsen rundes af i bjergbyen Da Lat, som ligger 1.500 meter over havets overflade i det sydcentrale højland. Byen er kendt som Vietnams "evige forårsby" på grund af sit milde klima og blomstrende haver. Da Lat blev grundlagt af franskmændene i kolonitiden som et køligt tilflugtssted fra lavlandets varme, og byen emmer stadig af europæisk charme med villaer i alpe-stil, en lille togstation og smukke søer. Her kan du nyde frisk bjergluft, tage på vandreture, besøge kaffeplantager eller gå på opdagelse i det skøre og fantasifulde Crazy House.

Vietnam Fra Syd Til Nord

Oplev Vietnams højdepunkter på denne klassiske rundrejse gennem landets nordlige, centrale og sydlige regioner.

Rejsen begynder i Ho Chi Minh City (tidl. Saigon) – Vietnams største by og landets økonomiske centrum. Her venter en spændende byrundtur, hvor du oplever byens franske koloniale arv, det berømte Genforeningspalads og det livlige Ben Thanh marked. Du tager også på en udflugt til det frodige Mekongdelta, kendt som Vietnams “riskammer”, hvor flydende markeder, kokosværksteder og små landsbyer langs flodens bredder giver indblik i livet i deltaet.

Herefter går turen til det centrale Vietnam, hvor du bor i den hyggelige by Hoi An – en af Sydøstasiens bedst bevarede historiske handelsbyer. Den gamle bydel er på UNESCO’s Verdensarvsliste og kendt for sine lanterner, smalle gader og dygtige skræddere. Du har god tid på egen hånd til at opleve byens charme og strandene i nærheden.

Du fortsætter til Hue, Vietnams tidligere kejserhovedstad under Nguyen-dynastiet, hvor du sejler en tur på den smukke Parfume-flod og besøger det imponerende Citadel, en enorm befæstet bydel med kongelige paladser og templer, som vidner om landets kejserlige storhedstid.

I nord venter Hanoi, landets politiske og kulturelle hjerte. Her møder du en atmosfære af gadekøkkener, gamle kvarterer og brede boulevarder. Du besøger Ho Chi Minhs mausoleum og Den Litterære Pagode – Vietnams ældste universitet grundlagt i 1070. Rundrejsen afsluttes med et krydstogt i Halongbugten, hvor du sejler blandt spektakulære kalkstensøer og kan tage en svømmetur eller besøge en drypstenshule.

Glæd dig til en rundrejse med gode 3½-4-stjernede hoteller, alle entréer og transporter inkluderet. Vi har arbejdet med Vietnam siden 1999 og skræddersyr rejsen efter dine ønsker. Prisen er baseret på 2 personer, men rejser I flere sammen, kan vi tilbyde en bedre pris, da I deles om transporter og udflugter.

River Kwai, Bangkok og strandferie

Denne rejse begynder i Bangkok, hvor storbyens liv, templer og shopping venter. Herfra går turen vestpå til Kanchanaburi, beliggende cirka 2½ times kørsel fra hovedstaden. Regionen er tæt knyttet til historien fra Anden Verdenskrig, hvor japanerne under besættelsen byggede dele af den berygtede Dødens Jernbane. Arbejdet blev udført af asiatiske arbejdere og allierede krigsfanger under umenneskelige forhold, og tusinder mistede livet. Her besøger du mindesmærker, museer og kirkegårde, der fortæller om krigens ofre, og du oplever den verdensberømte Bro over floden Kwai samt en historisk togtur gennem det smukke landskab.

Udover historien venter store naturoplevelser. Floderne Kwai Noi og Kwai Yai slynger sig gennem frodige omgivelser med regnskov, klipper og små landsbyer. Du sejler i longtailbåd, går til udsigtspunkter og mærker naturen tæt på. Rejsen giver dig to særlige overnatningsoplevelser: én nat i den prisvindende Hintok River Camp, en stemningsfuld teltlejr med komfort og en unik naturpool ved floden, og én nat på det ikoniske The FloatHouse River Kwai, et flydende resort med villaer bygget direkte på vandet, omgivet af jungle og fredfyldt natur.

Rejsen afrundes med strandferie – enten klassisk badebyliv i Hua Hin, med markeder, restauranter og liv langs kysten, eller tropeø-stemning på Koh Chang, hvor regnskov, palmestrande og krystalklart vand danner rammen om afslappende dage.

Klassisk Thailand rundrejse

Oplev den centrale del af Thailand på denne rundrejse, der tager dig fra pulserende storbyliv og historiske seværdigheder til naturoplevelser og afslappende stranddage. Rejsen begynder i Bangkok, hvor du besøger det ikoniske Grand Palace, der var kongefamiliens residens i over 150 år, og Wat Pho, kendt for sin kæmpemæssige liggende Buddha og som fødestedet for traditionel thailandsk massage. Derudover sejler I på de smalle kanaler – klongerne – hvor I ser hverdagslivet udfolde sig langs vandet. Et besøg i Chinatown runder opholdet af med farver, duftende gadekøkkener og spændende handelsgader.

Fra Bangkok går turen til de berømte flydende markeder i Damnoen Saduak, hvor handlende sejler mellem hinanden i små både, fyldt med frugt, grøntsager og lokale varer – et levende billede af Thailands gamle handelsform. I Kanchanaburi besøger I den legendariske Bro over floden Kwai og mindestedet Hellfire Pass, hvor allierede krigsfanger under Anden Verdenskrig blev tvunget til at bygge den berygtede Dødens Jernbane. En togtur på den historiske jernbanestrækning giver et stærkt indtryk af områdets dramatiske historie.

I rejser videre til Ayutthaya, Thailands tidligere hovedstad og i sin storhedstid en af verdens rigeste byer. Byen, der i dag er på UNESCO’s Verdensarvsliste, byder på imponerende tempelruiner og gamle paladser. Herefter går turen til Khao Yai Nationalpark, en af Thailands ældste og mest biodiverse naturparker. Her er mulighed for at opleve vilde elefanter, næsehornsfugle og vandfald omgivet af frodig regnskov. I besøger også en lokal dansk kvægfarm og en thailandsk vingård.

Rejsen afsluttes med dage på Koh Chang – Thailands tredjestørste ø. Øen er en del af Mu Ko Chang Nationalpark og har bevaret sin rolige og lokale atmosfære. Her finder du palmeklædte strande, små bugter og nogle af Sydøstasiens bedst bevarede regnskove. På vestsiden ligger en række charmerende strandbyer langs en ca. 30 km lang kystvej – ideel til afslapning, snorkling og gåture i solnedgangen.

Rundrejsen foregår som privat rundrejse – kun for jer. I ledsages af en erfaren og engelsktalende lokalguide.

Asien Travel

Vi er et dansk rejsebureau etableret i 2010. Vi skræddersyr rejser til Øst-, Sydøstasien og Indonesien. Vi er medlem af den danske Rejsegarantifond.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få først besked om rejsetilbud og kampagner – vi trækker lod om et rejsegavekort på 7.500 kr. hvert kvartal.


Besøg os på Sociale Netværk

“All Rights Reserved by AsienTravel.DK 2025″© Asien Travel ApS (CVR.32890369). Alle priser er vejledende, og vi tager forbehold for ændringer, fejl, prisstigninger og udsolgte fly osv.