Denne rejse er en klassisk og meget varieret rute gennem tre af Kinas mest spændende byer. I starter i Beijing, hvor I får de store “første gang i Kina”-oplevelser som Tiananmen-pladsen, Den Forbudte By, Sommerpaladset og Den Kinesiske Mur ved Mutianyu. Samtidig kommer I tættere på hverdagslivet i hutong-kvartererne med et besøg hos en lokal familie.
Herefter går turen med højhastighedstog til Xi’an, en af Kinas historiske hovedstæder. Her venter Terrakottahæren, bymuren og det livlige muslimske kvarter med streetfood og små markeder. I Xi’an får I også en særlig lokal oplevelse, når I besøger et hjem og lærer at lave dumplings.
Rejsen rundes af i Shanghai, hvor I oplever byens ikoniske skyline fra The Bund, de hyggelige gader i Xintiandi og den klassiske Yu-have med basarområdet omkring. For at skabe en god afslutning på turen er der indlagt en fridag i Shanghai, så I kan udforske byen i eget tempo, shoppe, besøge museer eller tage en ekstra udflugt.
Bedste rejseperiode er typisk forår og efterår, hvor vejret ofte er mest behageligt til sightseeing.










