Denne rejse tager dig gennem nogle af de største oplevelser i Nord- og centralvietnam. Du begynder i Hanoi, som er Vietnams historiske hovedstad og en by med gamle kvarterer, kolonitidsarkitektur, gadeliv og spændende seværdigheder. Herfra fortsætter du til Bai Tu Long Bay, den mere rolige del af Halong-området, hvor du skal på et stemningsfuldt 2-nætters cruise mellem kalkstensøer, små bugter og flydende fiskersamfund.
Rejsen fortsætter med nattog til Dong Hoi og videre til Phong Nha, som er et af Vietnams mest spektakulære naturområder. Her venter dramatiske kalkstenslandskaber, frodige rismarker, cykelture på landet og imponerende grotter i Phong Nha-Ke Bang Nationalpark. Undervejs mod Hue oplever du også DMZ-området og Vinh Moc-tunnellerne, som giver et stærkt indblik i Vietnamkrigens historie.
I Hue mærker du den kejserlige arv i citadellet, pagoderne og de smukke kejsergrave langs Parfumefloden. Rejsen fortsætter med tog over det flotte kyststræk til Da Nang og videre til Hoi An, som er en af Vietnams mest charmerende byer. Her venter lanterner, gamle handelshuse, små caféer, cykelture på landet og oplevelser ved floder og kokospalmer. Rejsen afsluttes med tid på egen hånd i Hoi An, så der også bliver plads til afslapning og de sidste indtryk af Vietnam.


