Cao Bang Vietnam ligger nordøst for Hanoi og er et af de mest naturskønne områder i det nordlige Vietnam. Her skifter landskabet mellem grønne dale, stejle kalkstensbjerge, små landsbyer, søer, floder og nogle af Vietnams flotteste vandfald. Det er et område for dig, der gerne vil opleve Vietnam langt væk fra de mest kendte turistruter.
Seværdigheder i Cao Bang Vietnam
Nordvietnam er en af de smukkeste egne i landet. Her finder man store bjergområder, dybe dale, risterrasser og mange af de etniske minoriteter, som gennem generationer har levet i grænseområderne mod Kina. Flere af minoritetsgrupperne har historiske rødder nord for den nuværende grænse og kom til området i en tid, hvor landegrænserne ikke var opdelt på samme måde som i dag.
Derfor er en rejse til Cao Bang ikke kun en naturoplevelse. Det er også en mulighed for at opleve lokale markeder, landsbyliv og en meget mangfoldig side af Vietnam.


Ban Gioc-vandfaldet
Et af de store højdepunkter i Cao Bang er Ban Gioc-vandfaldet, som ligger tæt ved grænsen til Kina. Vandfaldet breder sig i flere niveauer og falder ned mellem frodig jungle, kalkstensklipper og turkisgrønt vand.
Det er et af de mest imponerende natursteder i Vietnam, og oplevelsen er især flot fra bredden eller fra en lille båd tættere på vandmasserne. Landskabet omkring vandfaldet er dramatisk og grønt, og det er netop kombinationen af vand, bjerge og jungle, der gør området så særligt.


Angel Eye Mountain
I Cao Bang-området finder man også Núi Mắt Thần, som ofte kaldes Angel Eye Mountain. Bjerget er kendt for det store naturlige hul i klippen, der ligner et øje.
Omkring bjerget ligger åbne græsområder, små søer og marker, hvor vandbøfler græsser mellem de stejle kalkstensbjerge. Ved solopgang og solnedgang er landskabet særligt smukt, når lyset rammer bjergene og spejler sig i vandet.


Lokale markeder og etniske minoriteter
Nordvietnam er den del af landet, hvor der bor flest etniske minoriteter. Derfor er det også her, man finder nogle af de mest spændende lokale markeder.
På markederne mødes folk fra landsbyerne for at handle grøntsager, krydderier, tekstiler, husdyr og daglige fornødenheder. Markederne er ofte farverige og levende, især tidligt om morgenen, hvor der er mest aktivitet.
For mange rejsende er mødet med de lokale markeder og minoritetsgrupperne en lige så stor oplevelse som naturen. Det giver et indblik i en side af Vietnam, som er meget anderledes end Hanoi, Ho Chi Minh City og de kendte kystområder.
Hvordan kommer man til Cao Bang?
Cao Bang opleves bedst som en del af en rundrejse i Nordvietnam. Man kan for eksempel rejse fra Hanoi og videre nordøstpå gennem det bjergrige Nordvietnam, med stop i mindre byer, landsbyområder eller naturskønne områder, før man når Cao Bang og Ban Gioc-vandfaldet.
Bedste rejsetid til Cao Bang
Den bedste rejsetid til Cao Bang er typisk fra september til november samt fra marts til maj.
September og oktober er ofte blandt de flotteste måneder. Landskabet er stadig grønt efter regntiden, og Ban Gioc-vandfaldet har som regel god vandføring. Det er en rigtig god periode for natur, vandfald og billeder.
Marts til maj er også en god rejseperiode med mildere vejr, grønne landskaber og gode forhold til en rundrejse i bjergområderne.
De danske sommermåneder juni, juli og august kan også være meget smukke, fordi naturen er frodig, og vandfaldene har mere vand. Men sommeren er samtidig regntid i Nordvietnam, så man skal være forberedt på byger, våde veje og større risiko for forsinkelser.
Se vores tilgængelige rejser til Nordvietnam
Rejsen kombinerer Sapas bjerglandskab med Halong-bugten – et UNESCO-verdensarvsområde, dannet over millioner af år af kalkstensklipper, der rejser sig dramatisk af smaragdgrønt vand. Arkæologiske fund viser, at mennesker har boet her for over 20.000 år siden. Ifølge vietnamesisk legende blev bugten skabt af drager, der kastede perler i havet for at danne de mange øer som et skjold mod fjender. Du overnatter på Cat Ba, den største ø i bugten, kendt for sine frodige nationalparker, unikke kalkstensgrotter og rolige strande.
I hovedstaden Hanoi møder du en fascinerende blanding af fransk kolonialarkitektur og vietnamesisk kulturarv. Byen har været Vietnams politiske centrum i over 1.000 år og er hjemsted for historiske seværdigheder som Ho Chi Minhs Mausoleum, Den Litterære Pagode fra 1070 og den gamle bydel med smalle gader, der afspejler gamle håndværkslaug.
Turen inkluderer også Mai Chau-dalen, omgivet af grønne bjerge og rismarker, hvor du bor hos Muong-minoriteten i et traditionelt homestay. Her oplever du dagliglivet tæt på og får indblik i lokale skikke. I Ninh Binh – ofte kaldt "Halong på land" – sejler du mellem majestætiske klippeformationer og rismarker i Trang An-området, som også er på UNESCO’s liste. Her finder du både naturlige huler og historiske templer, der fortæller om Vietnams fortid som kongerige.
