Bukhara er en af de mest stemningsfulde byer i hele Centralasien – en oaseby, der gennem mere end to årtusinder har været et kulturelt og religiøst centrum langs Silkevejen. Her mødes persisk, tyrkisk og islamisk indflydelse i et bybillede, der nærmest føles tidløst.
Når man står i den gamle by, omgivet af sandfarvede mure, blå kupler og høje minareter, fornemmer man historiens vingesus. Bukhara var i århundreder et knudepunkt for karavaner, der rejste mellem Kina, Persien og Middelhavet – lastet med silke, krydderier, ædelstene og ideer.
Bukhara nævnes første gang som en vigtig bystat i det 5. århundrede f.Kr. Den blomstrede under de persiske og sogdiske kulturer og blev senere erobret af Alexander den Store. I 700-tallet blev byen en del af det arabiske kalifat, og islam fik et fast fodfæste her.
I 800- og 900-tallet blev Bukhara hovedstad i Samanide-dynastiet, og det var i denne periode, byen oplevede sin første storhedstid. Den blev kendt som et center for lærdom, filosofi og poesi. Den berømte læge og tænker Avicenna (Ibn Sina) voksede op i området omkring Bukhara, og hans skrifter fik afgørende betydning for både arabisk og europæisk medicin.
Byens ældste bevarede bygningsværk er Samanid-mausoleet, opført omkring år 905 som gravmæle for Ismail Samani – dynastiets grundlægger. Mausoleet er et mesterværk i tidlig islamisk arkitektur, bygget helt i brændte mursten, hvor geometriske mønstre skaber et levende spil af lys og skygge.
Arkitektur
Bukhara nåede sin anden storhedstid under Karakaniderne og Timuriderne i middelalderen. Mange af byens mest ikoniske monumenter stammer fra denne periode. Mest kendt er Kalyan-minareten, opført i 1127. Den rejser sig 47 meter over byens tage og fungerede både som vartegn og som kaldetårn for bøn.
Legenden fortæller, at selv Djengis Khan – som ellers jævnede byen med jorden i 1220 – lod Kalyan-minareten stå, fordi han blev imponeret over dens skønhed. Ved siden af ligger Kalyan-moskéen og Mir-i-Arab-madrassaen, hvor elever stadig studerer islamisk teologi.
Et andet imponerende bygningsværk er Ark-fortet, som i århundreder fungerede som residens for Bukharas emirer. Det blev første gang bygget i det 5. århundrede, men blev løbende udvidet frem til det 19. århundrede. Herfra regerede emiren over oasebyerne og de store karavaneruter i regionen.
Om aftenen, når solen går ned og det gyldne lys rammer de blå kupler, vågner byens pladser til liv med musik, te og duften af krydderier. Det er let at forstå, hvorfor Bukhara blev kaldt “Ædelstensbyen” på Silkevejen.
Fra fortid til nutid
I 1920 blev Bukhara en del af Sovjetunionen, og i 1991 – med Usbekistans uafhængighed – begyndte en langsom restaurering af den historiske bykerne. I dag er Bukharas gamle by optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Selvom meget er blevet restaureret, har byen bevaret sin oprindelige atmosfære. Mange af de gamle madrassaer og caravanserai’er bruges nu som håndværksværksteder, små hoteller og markeder. Her kan man stadig finde silkestoffer, tæpper, messinglamper og lokale kunsthåndværk, som minder om Silkevejens storhedstid.
Sådan kommer man til Bukhara
Bukhara ligger midt i Usbekistan og er let tilgængelig både med tog og fly. Fra hovedstaden Tashkent går der hurtige tog (ca. 4 timer) samt indenrigsfly, som lander i Bukhara International Airport få kilometer uden for byen.
Mange vælger at rejse ad den klassiske Silkevejsrute gennem Usbekistan: Tashkent – Samarkand – Bukhara – Khiva. Togforbindelserne mellem byerne er gode, og turen giver et fantastisk indtryk af landets historie og kulturarv.
Kombinationer og rejseoplevelser
Et besøg i Bukhara kan let kombineres med Samarkand, blot 270 km mod øst, hvor Registan-pladsen og Timur Lenks mausoleum trækker besøgende fra hele verden. Rejsen kan også fortsætte mod vest til Khiva, der med sine lerfarvede mure føles som et levende friluftsmuseum.
For den eventyrlystne kan turen forlænges ind i Turkmenistan via grænseovergangen ved Farab, hvor karavaner engang fortsatte mod Merv og Persien.
