GO UP
Image Alt

Asien Travel

Strande ved Khao Lak

Strande ved Khao Lak

Ferie ved Khao Lak

Khao Lak har en lang kystlinie (mere end 35 kilometer) og er beliggende i Phang Nga-provinsen cirka 1,5 times kørsel nord for Phuket. Khao Lak indbyder til strandliv, og aktiviteter såsom dykning og snorkling er populære her på grund af de lavvandede koralrev. De meget naturskønne omgivelser giver en skøn ramme om Khao Lak og der er også rig mulighed for spændende udflugter til en af landets smukkeste nationalparker, Khao Sok. Området byder endvidere på fantastiske vandfald og de hurtigt strømmende floder skaber yderligere attraktioner for den eventyrlystne rejsende. Vi kan varmt anbefale en tur til Chong Fa i Bang Niang der med sine 720 meter er det højeste vandfald i området. Stedet byder også på ferskvandssøer hvor man kan bade.

Khao Lak er en afslappet og rolig destination og et godt alternativ til det mere hektiske Phuket. I Khao Lak by er der gode indkøbsmuligheder ved hovedvejen, der løber langs strandene. Området i La On, der ligger bag Nang Thong stranden er særlig godt for supermarkeder, restauranter og skræddere. Har du lyst til at gå på marked kan vi anbefale det der ligger ved markedspladsen i Bang Niang.

Thailand er berømt for sine hvide sandstrande og med en lang kystlinje og mange ø-grupper er er nok at vælge imellem
Strande ved Khao Lak

De smukke strande ved Khao Lak er bestemt et af højdepunkterne for dette område i Thailand. Omgivet af Andamanerhavet, turkisblåt hav, høje kokospalmer og smuk natur finder du her en kystlinje med adskillige strande og ”drømmeagtige” bugter. Strandene er omgivet af hoteller og resorts, som normalt ligger direkte ud til havet. Men hvad er de bedste strande ved Khao Lak? Vi har nedenfor kort beskrevet nogle af dem.

  • Bang Niang Beach. Mindre strand med roligt vand og god til snorkling beliggende i den nordlige ende af Khao Lak. Bang Niang Beach er en af de mest populære strande i Khao Lak og er ideel til en strandferie. Du kan nyde en fantastisk solnedgang og der er restauranter, barer og lidt markeder i nærheden. Langs strande er der flere steder hvor det er muligt at søge skygge under træerne. Bang Niang-markedet er absolut et besøg værd, hvis du kan lide en gåtur om aftenen efter en afslappende dag med strandliv.
  • Pakarang Cape Beach, også kaldet Coral Beach, er en forlængelse af Khuk Khak Beach. Ved lavvande er stranden meget bred og ideel for lange gåture, dog er stranden ikke så god for svømning. Der er kun få resorts ved denne strand.
  • Khuk Khak Beach er 5 km lang og ligger mellem Bang Niang stranden og Pakarang Cape. Det er en af de mest populære strande ved Khao Lak. Vi kan varmt anbefale at besøge det daglige madmarked ved Khuk Khak Beach.
  • Khao Lak Strand er en af de korteste strande ved Khao Lak og en af de mindst besøgte.
  • Pakweep Beach. Denne strand ligger 15 minutters kørsel fra centrum af Khao Lak og i gåafstand fra Bang Sak Strand. Pakweep Beach kendt for de smukke skaller og koralstykker, der skyller i land om natten og som bliver samlet om morgenen af turisterne.
  • Thai Muang Beach. Denne del af kysten er berømt for golfbaner, en naturpark og meget få besøgende. Stranden strækker sig 14 km og er beliggende cirka 25 km syd for Khao Lak. Vandet er klart og godt til svømning. Stranden er også kendt som ” Turtle Beach”, da havskildpadder fra november til februar kommer i land for at lægge deres æg.
  • Nang Thong Strand. Det er den mest besøgte strand i Khao Lak og absolut en af de smukkeste. Stranden er cirka 2,5 kilometer lang og fremstår i meget smukke naturomgivelser med klippeformationer og palmer. Langs den nordlige del af Nang Thong Beachs kyst finder du en række gode hoteller, restauranter, markeder og barer.
  • Sunset Beach. Denne strand beliggende i den sydlige del af Khao Lak er omgivet af smukke bjerge i Lam Ru National Parken, prydet af strækninger af regnskov. Stranden starter ved den sydlige kant af Nang Thong stranden og strækker sig 1 kilometer. Det er en meget idyllisk strand og som navnet antyder, er solnedgangene her, som andre steder i Khao Lak, fantastiske. Det er en ret stille strand, da den er adskilt fra de andre dele af strandene af to bakker. Der er flere hoteller, restauranter og farverige strandbarer.
  • White Sand Beach og Coconut Beach ligger ved siden af hinanden. Beliggende i den sydlige del af Khao Lak er disse strande nok nogle af de mest attraktive af alle strande i området. Hvidt sand, en gradvist skrånende strand, dybblåt hav og skyggefulde træer ved kysten, restauranter og smukt beliggende hoteller. Direkte ved Coconut Beach er der flere gode restauranter, hvor du kan nyde et lækkert måltid med udsigt over havet. Også ved solnedgang er denne del af kysten et rigtigt højdepunkt!
  • Bang Sak Beach ligger 4 kilometer nord for Pakarang Cape og er kendt for sit sublime hvide sand og dybe blå vand. Bang Sak Beach kaldes også de ”lokales strand”. Dette skyldes, at der ikke er så mange resorts her. Her mødes lokale og fiskere til en picnic eller et hyggeligt samvær på stranden eller i skyggen af træerne. Bag denne strandstrækning er der en vej med nogle små lokale restauranter.
Strande ved Khao Lak
Strande ved Khao Lak

Vind et rejsegavekort

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og deltag i konkurrencen om et rejsegavekort på 1.000 kr.

Vi trækker en vinder hvert kvartal.

Nyhedsbrevet kan til enhver tid afmeldes.